JYRAK  |  Udstillinger  |  Killinger til salg  |  Opdræt  |  Medlemsservice  |  Katteracer  |  Betaling til JYRAK  |  Formularer  
  Hjem 
  Du er her:  JYRAK > JYRAKs Love og regler > Vedtægter
 

Bestyrelse
Stambogssekretærer
Stamnavn
Konsulenter
Studiekredse
Medlemsskab af JYRAK
JYRAKs Love og regler
-- 
Vedtægter
Godkendt katteri
Medlemsfordele
JYRAK topkatte
Kontakt JYRAK
Spørg bestyrelsen


 
  Medlemsnummer   
  Adgangskode   
     


 
 
NY!Topkatte 2016

NY! Ventetid på stamtavler

Generalforsamling 2017

Køb af kattegrus med medlemsrabat

Info om nye regler vedr. stambogsføring

Kattemagasinet

 



Jydsk Racekatte Klubs love

Kapitel I

Kapitel I

§ 1 Navn
Klubbens navn er Jydsk Racekatte Klub. I daglig tale JYRAK.
Klubben er stiftet den 4. marts 1934, og dens oprindelige navn var Aarhus Racekatte Klub.

§ 2 Formål
Klubbens formål er at støtte arbejdet for opdræt af sunde og racetypiske katte, samt at udbrede kendskabet til og interessen for racekatte; med afsæt i de indsatsområder JYRAKs medlemmer definerer og vedtager på GF.

Klubben skal til støtte for dette:
• afholde kurser og informationsmøder for medlemmer og andre katteinteresserede for at udbrede viden og information om opdrætsmæssige forhold.
• afholde udstillinger og andre lignende arrangementer for fremvisning af katte
• oprette lokale studiekredse.
• oprette et konsulentkorps som kan støtte, vejlede og rådgive opdrættere

§ 3 Hjemsted
Klubbens hjemsted er kassererens adresse.

§ 4 Tilknytning
Klubben er medlem af Landsforeningen Felis Danica og er herigennem tilsluttet Federation Internationale Feline (FIFe).
Klubben kan indgå i samarbejde med foreninger med beslægtede formål.

§ 5 Medlemsskab
Adgang til at blive medlem har enhver med interesse for klubbens formål.
Indmeldelse foregår til klubbens kasserer og er gyldig når betaling for medlemskab er modtaget på klubbens konto.
Ved indmeldelsen modtager det nye medlem et eksemplar af klubbens love, samt regler vedrørende indretning af katterier og forsvarligt kattehold.
Kvittering for indbetaling af kontingent er gyldigt medlemskort.
Kontingentet forfalder til betaling per 31/12. Medlemsskabet følger kalenderåret.
Udmeldelse skal ske skriftligt til klubbens kasserer.

Bestyrelsen kan afvise et medlemskab, hvis den finder det begrundet. En sådan afvisning sættes til afstemning på næstkommende generalforsamling jævnfør § 7.

§ 6 Kontingent
Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen. Personer hørende til et medlems husstand opnår fulde medlemsrettigheder mod betaling af reduceret kontingent.

§ 7 Ophævelse af medlemsskab
Såfremt et medlem optræder i strid med klubbens love og formål, eller der foreligger overtrædelse af Felis Danica's eller af FIFe's regler, kan JYRAKs bestyrelse sætte medlemskabet i bero til førstkommende generalforsamling.

Et medlem, hvis medlemskab er sat i bero, skal have skriftlig meddelelse herom. I den periode, hvor medlemskabet er sat i bero, kan medlemmet ikke modtage nogen form for serviceydelser fra klubben eller fra Felis Danica.

På førstkommende generalforsamling indstilles medlemmet til eksklusion, hvor der skal være 2/3 flertal for beslutningen. Medlemmet skal have mulighed for at være til stede og tale sin sag.
Hvis et ekskluderet medlem senere ønsker at blive medlem af klubben, skal det behandles på førstkommende generalforsamling.

§ 8 Generalforsamlingen
Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed.

§ 8.1
Alle beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal bortset fra forslag vedrørende lovændringer og forslag om klubbens opløsning, hvortil kræves at mindst 2/3 af de givne stemmer er for forslaget.

§ 8.2 Stemmeret & valgbarhed
Stemmeret har ethvert medlem over 16 år, som har været medlem af JYRAK min. 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.
Valgbarhedsalderen til bestyrelsen er 18 år. Man opnår dog først valgbarhed til bestyrelsen efter 6 måneders medlemskab.

§ 8.3 Referat og beslutninger
Der føres beslutningsreferat over afholdte generalforsamlinger. Det indføres i en protokol og underskrives af dirigenten. Referatet offentliggøres senest 2 måneder efter generalforsamlingen på JYRAK’s hjemmeside.
Medlemmer der ønsker det kan få tilsendt referat og beslutninger ved henvendelse til sekretæren.

§ 9 Ordinær generalforsamling
§ 9.1
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden den 31. marts, dog inden Landsforeningen Felis Danica's plenarforsamling, således at forslag til plenarforsamlingen kan tages op til behandling i klubbens øverste organ.
Generalforsamlingen afholdes en lørdag eller en søndag og indkaldes af formanden med mindst 14 dages varsel.
Indkaldelse sker ved meddelelse i Kattemagasinet og på klubbens hjemmeside eller ved udsendelse af særlig meddelelse til medlemmerne.

Den ordinære generalforsamling afholdes i Jylland eller på Fyn.

§ 9.2 Forslag til Generalforsamlingen
Forslag til generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest 15. december.

Ved ekstraordinær generalforsamling forholdes som anført i § 10.

Forslagene offentliggøres inden generalforsamlingen på JYRAK’s hjemmeside. Medlemmer der ønsker det kan få tilsendt dagsorden og forslag via e-mail eller via brev.

Til indkomne forslag kan der på generalforsamlingen fremsættes ændringsforslag.

§ 9.3 Dagsorden
Dagsordenen skal mindst indeholde følgende punkter:

1. Valg af dirigent.
2. Beretning om arbejdet i det forløbne år og plan for arbejdet i det kommende år.
3. Aflæggelse af det reviderede regnskab.
4. Budgetforslag.
5. Indkomne forslag, herunder forslag til Felis Danica.
6. Fastsættelse af kontingenter.
7. Valg:
a. Formand for 2 år.
b. Kasserer for 2 år
c. Bestyrelsesmedlemmer
d. Suppleanter 2 (vælges hvert år)
e. Revisorer 2 (vælges hvert år)
f. Revisorsuppleanter 2 (vælges hvert år)
8. Eventuelt.

§ 10 Ekstraordinær Generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling afholdes i følgende tilfælde:
1. Når formanden ønsker det.
2. Når mindst 5 bestyrelsesmedlemmer fremsætter skriftlig begæring herom med angivelse af dagsorden.
3. Når mindst 10 % af medlemmerne fremsætter skriftlig begæring herom med angivelse af dagsorden.

§ 11 Bestyrelsen
§ 11.1

Vælges af generalforsamlingen, som anført under § 9 under dagsordenens pkt. 7 og består af 9 medlemmer, der vælges for 2 år af gangen. I ulige år vælges formand og 4 bestyrelsesmedlemmer. I lige år vælges kasserer og 3 bestyrelsesmedlemmer. Såfremt kassereren vælges udenfor bestyrelsen vælges i lige år 4 bestyrelsesmedlemmer.

§ 11.2 Konstituering
Efter generalforsamlingen indkalder formanden bestyrelsen, der konstituerer sig selv, således at en arbejdsdeling klart fremgår.
Arbejdsdelingen bringes i KatteMagasinet og på klubbens hjemmeside.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Bestyrelsen kan indkalde medlemmer udenfor bestyrelsen til at bistå i foreningens arbejde. Næstformandsposten skal dog altid besættes af et b-medlemmer.

§ 11.3 Dagligt arbejde
Bestyrelsen varetager klubbens daglige ledelse under ansvar overfor generalforsamlingen, og skal således indhente dennes godkendelse for væsentlige, usædvanlige dispositioner.

Klubben tegnes af formand og et bestyrelsesmedlem i forening eller af den samlede bestyrelse. Kassereren og/eller formanden kan disponere over girokonto og bankkonto under ansvar overfor bestyrelsen.

§ 11.4 Bestyrelsens arbejde
Formanden indkalder til bestyrelsesmøde, når denne finder det nødvendigt, eller når 5 bestyrelsesmedlemmer ønsker dette.
Formanden leder bestyrelsens arbejde.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 5 medlemmer er mødt. Ved evt. afstemninger i bestyrelsen, hvor stemmetallet står lige, er formandens stemme afgørende.
Sekretæren indfører alle beslutninger i en protokol, der underskrives af de tilstedeværende. Referatet offentliggøres på klubbens hjemmeside senest 4 uger efter mødets afholdelse.
Bestyrelsen kan lade afholde kursus, orientering og møder, ligesom den kan nedsætte arbejdende udvalg, alt til fremme af klubbens liv og trivsel jf. formålsparagraffen.
Bestyrelsen kan refundere de udgifter et medlem måtte have afholdt på grund af en med bestyrelsen aftalt virksomhed i klubbens tjeneste.

§ 12 Regnskab
Klubbens regnskabsår er kalenderåret. Det reviderede regnskab tilsendes formanden, der forelægger det for bestyrelsen.
Regnskabet offentliggøres på klubbens hjemmeside inden den ordinære generalforsamling. Medlemmer der ønsker det kan få tilsendt regnskabet via e-mail eller via brev.

Regnskabet med bilagsmateriale medbringes af kassereren på generalforsamlingen. Kassereren forelægger regnskabet på generalforsamlingen.
Klubbens midler skal være noteret i klubbens navn.

§ 13 Budget
Bestyrelsen udarbejder på grundlag af klubbens virksomhed for det kommende år et budgetforslag, der forelægges på den ordinære generalforsamling, ligesom bestyrelsen fremkommer med forslag til det følgende års kontingenter.

§ 14 Felis Danica
Bestyrelsen udpeger repræsentanter til Felis Danicas Forretningsudvalg.

Formanden er fast repræsentant til Landsforeningen Felis Danica's plenarforsamling og leder klubbens repræsentation på plenarforsamlingen. De øvrige repræsentanter udpeges af bestyrelsen.

§ 15 Suppleanter
Bestyrelsen kan lade suppleanter deltage i bestyrelsens møder m.v. De har dog ikke stemmeret i sager, der evt. måtte komme til afstemning i bestyrelsen. Suppleanter skal være rede til at deltage i klubbens ledelse, hvis et bestyrelsesmedlem får forfald.

§ 16 Revision
Revision af klubbens beholdning, bogføring, værdipapirer, inventar m.m. foretages af et revisionsfima valgt af bestyrelsen.

De af generalforsamlingen valgte revisorer foretager kritisk revision af klubbens dispositioner i henhold til Anneks 4.

Uanmeldt kasseeftersyn kan foretages, når revisionen finder det fornødent.




Kapitel II

§ 17 Konsulenter

JYRAKs konsulenter virker efter direktiver fra bestyrelsen.

§ 17.1
Rammer for konsulenternes arbejde besluttes på Generalforsamlingen. (Appendix I)

§ 18 Studiekredse
Medlemmer i klubben kan frit oprette studiekredse i lokale områder i henhold til Appendix II.

Studiekredse har til formål, lokalt at udbrede klubbens formål og værdisætning for alle interesserede.

Studiekredsene er en del af klubbens samlede virke.

§ 18.1
Rammer for studiekredsene besluttes på Generalforsamlingen. (Appendix II)

§ 19 Udviklingsfond
Udviklingsfondens formål er at støtte udgiftskrævende arrangementer i de enkelte studiekredse eller på tværs af studiekredsene.
Arrangementerne skal formidle viden og information til katteinteresserede.

§ 19.1
Indholdet i udviklingsfonden kommer fra studiekredse med kassebeholdning over max. grænsen, samt tilskud fra klubben fastsat af Generalforsamlingen.

§ 19.2
Beløb udbetales efter ansøgning til bestyrelsen.


Kapitel III

§ 20 Dyrehold og omgivelser
§ 20.1 Regler og overholdelse

Medlemmerne er forpligtet til at overholde FIFe og klubbens regler vedrørende dyrehold og omgivelser.

JYRAKs bestyrelse eller personer udpeget af bestyrelsen, kan foretage uanmeldt besøg hos medlemmer der opdrætter

Hvis ikke reglerne bliver overholdt forbeholder klubben sig ret til sanktioner mod dette medlem (f.eks. nægte stambogsføring, nægte adgang til udstillinger og evt. offentliggøre navn i KatteMagasinet, på hjemmesiden o.l.).

§ 20.2 Godkendt katteri
Medlemmer kan anmode om at bliver registreret som Godkendt katteri, efter indsendelse af ansøgning. Ordningen er frivillig og et tilbud til medlemmerne.

Bestyrelsen fastsætter proceduren for godkendelsen. (Appendix III)

§ 21 Registrering af killinger
Medlemmer har pligt til at lade killinger af egen avl registrere i den af Landsforeningen Felis Danica førte stambog.

Registreringen sker i henhold til FIFe og Felis Danicas regler.

§ 22 Information
Medlemmer får vederlagsfrit tilsendt medlemsbladet enten i form af Kattemagasinet samt modtager adgangskode til klubbens hjemmeside.

§ 23 Udstilling
Medlemmer kan deltage i udstillinger arrangeret af klubber i indland og udland, der er tilsluttet FIFe.

Ved deltagelse i udstillinger i andre klubber/organisationer følges FIFes regler for deltagelse på uafhængige organisationers udstillinger.



§ 24 Ophævelse af klubben

Forslag om klubbens opløsning skal fremsættes på en ordinær generalforsamling - jf. § 8, stk. 1 3.
Ved opløsning af klubben kan dens midler kun anvendes til formål, der angår katte, hvorfor forslag herom skal indgå i det indsendte forslag.

For at forslaget kan vedtages kræves:

- at det på den ordinære generalforsamling opnår 2/3 af de afgivne stemmer.
- at forslaget genfremsættes på en ekstraordinær generalforsamling senest en måned efter den ordinære generalforsamling og her opnår mindst 2/3 af de afgivne stemmer. Den ekstraordinære generalforsamling indkaldes efter de i § 9, stk. 2 anførte bestemmelser.

Vedtægterne er senest ændret på JYRAKs generalforsamling den 25. februar 2012.

APPENDIX

Appendix I

Rammer for konsulenternes arbejde.

§1.1 Udvalg
Et udvalg bestående af:
konsulenternes kontaktperson i bestyrelsen
2 bestyrelsesmedlemmer
2 konsulenter udvalgt af konsulenterne
indstiller efter nærmere beskrevne kriterier egnede kandidater til godkendelse som konsulenter.

§ 1.2 Krav til konsulenter
Bestyrelsen udpeger klubbens konsulenter ud fra de af udvalget indstillede kandidater.

Konsulenterne bør udvælges blandt kandidater, som opfylder minimum 4 af følgende kriterier:

1. kan kommunikere med en katteejer i en sådan grad, at katteejeren føler tryghed samt får en kvalificeret vejledning
2. har vist interesse for konsulentarbejdet
3. har haft opdræt i minimum 4 år
4. er indstillet på at udvide sin viden om katte, opdræt m.m. ved at følge de kurser, som klubben arrangerer
5. har været aktiv i klubarbejde
6. har udvist speciel viden om katte
7. er i besiddelse af anden relevant viden

§ 1.3 Konsulenternes virksomhed
Det tilstræbes, at konsulenterne udpeges således, at de kan yde en landsdækkende virksomhed

Det er konsulenternes opgave at virke som vejledere for medlemmerne i alle spørgsmål vedrørende kattehold.

Konsulenternes virke sker i forhold til klubbens uddannelse

Konsulenterne aflægger beretning på klubbens ordinære generalforsamling

§ 1.4
Medlemmerne kan henvende sig til konsulenterne i alle spørgsmål om kattehold.


Appendix II

Rammer for studiekredsenes arbejde

§ 1.1 Studiekredse under Jyrak, vælges og godkendes under formandens beretning på klubbens generalforsamling.

§ 1.2 Kun studiekredse, som er valgt/godkendt på klubbens generalforsamling, kan arbejde for Jyrak.

§ 1.3 På Generalforsamlingen vælges og godkendes under formandens beretning også studiekredslederne, som er ansvarlig over for bestyrelsen.

§ 1.4 Studiekredse skal aflægge rapport om årets aktiviteter i studiekredsen, samt informere om tiltænkte aktiviteter for det kommende år.
Alle studiekredsaktiviteter skal oplyses på JYRAK's hjemmeside.
Hvis der oprettes en separat hjemmeside for studiekredsen, skal der linkes fra JYRAK's hjemmeside og det skal tydeligt fremgå at studiekredsen er en del af JYRAKs aktiviteter.

Der afholdes årligt et temamøde mellem studiekredsene og medlemmer fra bestyrelsen.
Dette temamøde afholdes i januar/februar inden afholdelse af klubbens generalforsamling.

§ 1.5 Studiekredsene modtager et årligt støttebeløb til aktiviteter. Beløbet fastsættes af Generalforsamlingen.

§ 1.6 Studiekredsen kan max. have en kassebeholdning på 10.000,00 kroner.
Beløb over den størrelse henlægges i udviklingsfonden, hvorfra studiekredse kan søge om midler.

§ 1.7 Er kassebeholdningen over kr. 10.000,- udbetales der ikke støttebeløb.

§ 1.8 Studiekredsens regnskab revideres og godkendes årlig af kassereren og indgår i klubbens samlede regnskab.

Regnskabet skal tilsendes kassereren senest den 15. januar hvert år.

Appendix 4 vedrørende revision.

Overordnet:
De kritiske revisorer skal tilse, at bestyrelsen arbejder efter at opfylde formålet for JYRAKs, som anført i vedtægterne.

Ved ordinære / ekstraordinære generalforsamlinger skal revisoren fremføre eventuelle kritisable forhold, specielt i forbindelse med beretning og regnskab / budget. Evt. kritisable forhold i forbindelse med regnskabet bør skriftligt påføres det reviderede regnskab.

Generelt:
De kritiske revisorer skal være i dialog med bestyrelsen og påpege eventuelle omstændigheder, hvor der skønnes at være et misforhold mellem medlemmernes interesser og bestyrelsens aktiviteter eller mangel på samme.
Dette skøn udøves af de kritiske revisorer på basis af personlig vurdering til evt. baseret på meningstilkendegivelser fra medlemmerne, som revisoren måtte blive bekendt med. Det er derfor vigtigt, at de kritiske revisorer er åbne og aktiv i forhold til at ”vejre” stemningen blandt medlemmerne.

De kritiske revisorers opgaver er ikke at gennemgå samtlige regnskabsmæssige bilag, men mere overordnet at forholde sig til bestyrelsens handlinger af økonomisk og anden karakter.

De kritiske revisorer skal på begæring have fri adgang til enhver information af økonomisk og anden karakter, som bestyrelsen måtte være bekendt med.

De kritiske revisorer kan ikke pålægge bestyrelsen at iværksætte bestemte aktiviteter eller standse besluttede aktiviteter, men kun fremsætte sin uforbeholdne mening overfor bestyrelsen.

Evt. forhold som De kritiske revisorer ønsker at meddele bestyrelsen fremsendes til bestyrelsen som helhed via mail eller post, eller fremføres på de evt. bestyrelsesmøder, de kritiske revisorer deltager i.