JYRAK  |  Udstillinger  |  Killinger til salg  |  Opdræt  |  Medlemsservice  |  Katteracer  |  Betaling til JYRAK  |  Formularer  
  Hjem 
  Du er her:  Killinger til salg > Gode råd ved køb af kat
 

Pasningsvejledning
Gode råd ved køb af kat
Hvad står der på stamtavlen
Opdrættere i JYRAK
Voksne katte til formidling


 
  Medlemsnummer   
  Adgangskode   
     


 
 
NY!Topkatte 2016

NY! Ventetid på stamtavler

Generalforsamling 2017

Køb af kattegrus med medlemsrabat

Info om nye regler vedr. stambogsføring

Kattemagasinet

 



Gode råd ved køb af kat.

- må også gerne læses af sælger!

Hvilken slags kat ønsker du.

Vælg en race, som du synes om. Der findes mange forskellige racer med meget forskelligt temperament og aktivitetsniveau. Undersøg de forskellige katteracer. Bibliotekerne har mange forskellige bøger om katte.

Til hver race er der en specialklub. Det er en klub, hvis medlemmer specielt interesserer sig for en bestemt race. De kan give dig flere informationer om de enkelte racer.
Specialklubberne finder du på Felis Danicas hjemmeside (www.felisdanica.dk)

Giv dig god tid til at undersøge de forskellige katteracer.

Felis Danicas hovedklubber (DARAK, JYRAK, Katteklubben og Racekatten) og specialklubberne har killingelister, hvor opdrætterne annoncerer, når de har killinger til salg. Der kan du undersøge, om der er killinger til salg i netop den race, du er interesseret i.

Hvis du ønsker en voksen kat, så vær kritisk og undersøg nøje, hvorfor katten er til salg. Du kan få alletiders kælemis, hvis du køber en voksen, steriliseret kat. Du får, hvad du ser. Som oftest er katten til salg, fordi opdrætteren ikke ønsker at avle på den længere.

Købet
 
Når du tænker på at købe en racekat, skal du tænke dig om, før du overhovedet kontakter familien/opdrætteren/katteriet, som har killingerne til salg. Husk, at idéen med at vælge en kat af en bestemt race, er, at man så har en større sikkerhed for at vide, hvilken type kat, man får. Stamtavlen viser kattens aner. Derfor er det naturligvis også vigtigt, at man kan stole på de oplysninger, der står i stamtavlen.

Vær sikker på, at katten har en stamtavle udstedt af Felis Danica. Næsten alle racekatte i Danmark opdrættes med Felis Danica stamtavler.

Hvem som helst kan lave en ”stamtavle” på en computer, og det koster ikke noget ved samme lejlighed at give kattene flotte titler og selv kalde sig noget meget fint, men hvis ikke stamtavlen er attesteret af Felis Danicas stambogsfører, er den ikke noget værd.

Når du kontakter sælgeren første gang, så bed om at få tilsendt et eksemplar af den købsaftale, som du evt. senere skal skrive under på. Så får du mulighed for at sætte dig ind i vilkårene i ro og mag. Når man først sidder hos opdrætteren med killingerne på skødet, så er man ”solgt”. Fortæl opdrætteren, om du ønsker et kuld killinger eller to med katten.

Bed om en sundhedsattest på killingen (den burde følge gratis med). Attesten skal oplyse kattens navn, undersøgelsesdato samt naturligvis være underskrevet af en dyrlæge og have dyrlægens stempel.

Sørg for at se kuldets mor, de øvrige katte i huset og de øvrige killinger i kuldet, hvis det er muligt. Killingernes mor kan godt se ud til at være noget ude af kondition og lidt medtaget, for hun har haft en hård tid med at passe de sultne unger, men killingerne skal være lækre og rene. Sørg for at se det sted, hvor killingerne opholder sig til daglig. Det skal se pænt og indbydende ud. Killingerne skal være tillidsfulde og se velpassede ud. Ikke alle killinger kaster sig om halsen på fremmede med det samme, men hvis man tager sig lidt tid, så vinder nysgerrigheden som oftest over genertheden.

Køb aldrig en forsømt, upasset killing af medlidenhed. Det giver bare opdrætteren mulighed for at fortsætte med at opdrætte forsømte killinger. Se efter, om øjnene er klare, ørerne rene, og om der er tegn på dårlig mave.

Spørg opdrætteren, om der er noget bestemt, du skal vide om racen eller den bestemte killing, du ønsker at købe.

Vær ikke bange for at sige NEJ, hvis forholdene ikke passer dig, eller hvis opdrætteren svarer i øst, når du spørger i vest.

Bliv ikke overrasket, hvis opdrætteren udsætter dig for et tredjegradsforhør. Sælger vil naturligvis sikre sig, at du vil give killingen det bedst mulige hjem. En ordentlig opdrætter ønsker mere end ”penge på bordet”.

Når du køber en killing hos en opdrætter, der er medlem af en af Felis Danicas hovedklubber, skal sælgeren skrive en købsaftale/kontrakt, der underskrives af begge parter. Denne kontrakt er dit bevis for, at du ejer katten, og der skal opdrætteren oplyse dig om, hvad der vigtigt at vide om killingen. Sørg for, at individuelle oplysninger og aftaler bliver skrevet ind i kontrakten.

Sørg for at få stamtavlen med samtidig med, at du henter killingen. Hvis du ikke kan få stamtavlen med, så check, at sælger er medlem af en hovedklub under Felis Danica. En del købere er i tidens løb blevet snydt, fordi det efterfølgende viste sig, at killingen slet ikke kunne få en stamtavle. Undersøg, om sælger er medlem af en klub, der er tilknyttet Felis Danica og spørg, om det vil koste ekstra at få en Felis Danica stamtavle. Hvis sælger oplyser, at en stamtavle koster ekstra, så vær ekstra kritisk, for dette er forbudt ifølge Felis Danicas vedtægter. Selv om du lige nu ikke tror, at du får brug for stamtavlen, så har mange købere i tidens løb senere ærgret sig over, at katten ikke havde en stamtavle, fordi de efterfølgende havde fået lyst til at gå på udstilling. Kun Felis Danica tilsluttede klubber afholder certifikat-givende udstillinger.

Er du i tvivl, så gå hjem og tænk. Spørg om råd f.eks. i racens specialklub, og tænk dig om en ekstra gang. Du skal kunne leve lykkeligt sammen med katten til dens dages ende. Vær opmærksom på, at der ikke findes en generel fortrydelsesret, forstået således at du kan levere killingen tilbage, hvis du fortryder købet eller for eksempel hellere vil have en anden race, køn eller farve på katten.

Hvis uheldet er ude og katten er syg.

Du er beskyttet af købeloven, når du har købt en killing eller en voksen kat. Hvis der er mangler eller fejl på katten eller killingen, så ret henvendelse til sælgeren med det samme.

Hvis sælgeren jævnligt sælger killinger, er der tale om såkaldt forbrugerkøb. I så fald kan køberen ikke stilles dårligere i kontrakten end i købelovens bestemmelser.

Hvis det senere viser sig, at killingen ikke er rask eller har defekter:

- Skaf skriftlig dokumentation fra din egen dyrlæge.

- Reklamér hurtigst muligt til sælgeren og forsøg at løse problemerne. Reklamér skriftligt. Noter datoer for samtaler og aftaler ned.

- Kontakt sælgerens hovedklub, hvis problemerne ikke kan løses ved en fornuftig dialog.

Købeloven passer desværre ikke særlig godt til handel med katte og andre levende dyr, fordi man jo ikke køber en færdig vare, men et levende væsen, som udvikler sig både fysisk og psykisk. Efter købeloven er der 2 års garanti på skjulte fejl og mangler ved katten.

Efter købeloven er der som udgangspunkt fire muligheder, hvis der konstateres en mangel. Manglen skal have været til stede på leveringstidspunktet, men behøver ikke at have været synlig på leveringstidspunktet. Synlige fejl skal oplyses af sælger. Ikke enhver fejl er en væsentlig mangel, f.eks. er en manglende tand eller et lille haleknæk, ikke en væsentlig mangel ved en almindelig kælekat, fordi det ikke forhindrer katten i at leve et aktivt og lykkeligt liv i familiens skød.

- afslag i prisen (ved mangler, som katten lever fint med)

- ophævelse af handel (ved svære mangler/aflivning)

- behandling eller operation

- bytte til anden killing

Du kan inden for rimelighedens grænse selv vælge, hvilken mulighed du ønsker at anvende, så du er ikke tvunget til at levere killingen tilbage, hvis der er noget i vejen med den. De fleste mennesker (heldigvis da – det er jo meningen med købet), bliver glade for netop den killing, de har fået, og ønsker naturligvis ikke at tilbagelevere den.

Mangler, der viser sig inden for de første seks måneder efter leveringen, formodes at have været til stede ved leveringen, d.v.s. de enten er arvelige, medfødte eller kan tilskrives sælgerens/opdrætterens forhold. I denne periode er det sælgeren/opdrætteren, der skal dokumentere, at katten ikke fejlede noget på leveringstidspunktet.

De efterfølgende 18 måneder er det køberen, som skal bevise, at manglen var til stede på leveringstidspunktet.

Når alt det kedelige og fornuftige er på plads, og vidunderet ligger og flyder i sofaen, så ønsker vi:

Held og lykke med det nye familiemedlem


copyright: Suzanne Trolle & Ole Amstrup